Allerød og Omegns Fjerkræklub

1921-2021

Ny med høns


Sådan får du et vellykket fjerkræhold

Hvad siger reglerne?

 

Før drømmen om fjerkræ bliver til virkelighed, er det vigtigt, du finder ud af, hvilke regler der gælder. Må du holde fjerkræ, hvor du bor? Må du holde hane? Her gælder både kommunale regler, regler for din grund-ejerforening og regler for by- og landzone.

Dine overvejelser

Når man drømmer om at anskaffe sig dyr, skal hele paletten med. Der vil være dage, hvor det er mindre sjovt, når du skal ud i efterårets regn og rusk for at fodre og gøre rent. Der vil dukke ærgrelser op, som der altid gør, hvor levende væsner er indblandet. Selvom du ikke holder høns  med slagtning for øje, kan det blive nødvendigt at aflive syge dyr. Hvis du lader dem få kyllinger vil der komme et overskud af haner, der som regel skal slagtes. Den slags overvejelser skal med.

Valg af race

 

Ønsker du at holde høns på grund af æg, kød, kæledyr, eller lidt af det hele? Overvejer du at udstille dine dyr? Kontakt din lokale fjerkræklub. Så får du forslag til, hvilken race der passer til dig. Hvis en familie blot vil holde sig selv med æg, er tre-fire høns af middel størrelse, som regel passende.

Valg af hønsehus

Man hører aldrig nogen klage over, de er begyndt med for stort et hønsehus. Tværtimod. Folk finder ofte ud af, at det første hus hurtigt bliver for lille. Tag det med i dine overvejelser. Huset og hønsegården skal også passe til racen. Store dyr kræver selvsagt mere plads. Høns har også en ”hakkeorden”. Det medfører, at de stærkeste kan være hårde ved dem længere nede i hierakiet. Derfor er det vigtigt, der er plads til, at det enkelte dyr kan komme væk og gemme sig. Til det formål kan ekstra siddepinde være gode.

Tænk vinteren med

 

Husk. Dine høns skal ikke kun bruge huset den solrige forårsdag, du er ude at kigge på nyt hønsehus. De skal også bo i det, når det bliver november, mørkt, regnfuldt og blæsende. Vær derfor opmærksom på, at dit hus er lyst, tørt og trækfrit. Også den kedelige tid på året.

Hønsegård og have

 

I gården skal der være mulighed for at hønsene kan støvbade. Det er deres egen måde at bekæmpe parasitter på. Det kræver et hjørne med tørt jord eller sand. Her kan de få timer til at gå med at pleje fjerdragten. Er der mulighed for, at komme ud i haven, er det en begivenhed, de ser meget frem til. Her finder de selv et utal af insekter, småsnegle, orme, græs og andet grønt

Foder

Der er lige så mange meninger om foder, som der er fjerkræfolk. Men et par simple regler er gode at følge:

• Giv pillefoder som grundfoder.

• Husk grønt. Især græs, mælkebøtter og kål.

• Grus med småsten til kråsen og knuste muslingeskaller til æglæggende høns

• Husk altid rigeligt med drikkevand. 

Har du andre spørgsmål er du velkommen til at kontakte os