Vælg Racehøns

Forskellen på racehøns og hybridhøns

australorps  ; dværg kochin : hollandske dværge guldhalset  ;  wyandotter  : wyandoter

På billedet er der en hybridhøne til højre og tre racehøns.

Men hvad er en hybridhøne?

Navnet er misvisende. En hybrid betyder en krydsning mellem to forskellige arter. Som eksempel en krydsning mellen æsel og hest. 

​Det er ikke tilfældet med hybridhøns. De er ægte høns. Men her hører det ægte også op. Hybriderne er lavet ved at udnytte en biologisk mekanisme, hvor de på avlsstationerne kører en ekstrem indavl i en eller flere linjer. Ved krydsning af disse indlavede linjer opstår en såkaldt krydsningsfrodighed.

Det betyder i praksis, at hybridhøns efterhånden lægger mere end 300 æg om året. Det lyder som noget, enhver hønseavler drømmer varme drømme om. Men det er en varme, der svarer til den, du opnår ved at tisse i bukserne.

Fakta om hybridhøns:

-  Hybridhøns er nu den mest udbredte type høns i hele verden. De fortrænger gamle racer, der gennem århundrede har tilpasset sig lokale forhold og klima over hele kloden. Alene i Kina anslås det, at hybridhøns lægger en milliard æg. Om dagen. Produktionen af disse hybrider, varetages af ganske få virksomheder, som sidder på hele det globale marked.

​- Hybridhøns er så pressede af deres høje ydelser, at de er slidt op efter et års æglægning. Ofte får de æggelederprolaps, eller du finder dem døde under sidepinden, fordi de har fået hjertestop af det voldsomme pres, deres krop er udsat for.

​- Det er kun i den første  "F1" generation, at de lægger så mange æg. Avler du videre på dem, falder ydelsen drastisk, og du står med nogle blandingshøns ingen uden for industriens mure, aner hvad består af. Det er forretningshemmeligheder.

​- Halvdelen af alle kyllinger er hanekyllinger. I industrien bliver hane- og hønekyllinger sorteret, så snart de er klækket. For hver hybridhøne, du har gående i haven, er en daggammel hanekylling blevet smidt i en kødkværn, og lavet til minkfoder. 

​- Industriens version af kødracer, er krydsninger efter samme princip. De vokser så hurtigt, de dårligt kan gå. De ligner dyr plaget af kronisk vokseværk. De er allerde færdigudviklet på seks uger. Det er under den halve tid for en racekylling. 

Her beundrer en hybridhøne nogle af de gamle hønseracer, der risikerer at forsvinde på grund af hybridernes store dominans.

Hybriderne bliver solgt under forskellige navne:  Rød amerikaner, Isa Brown, Lohmann, Skovhøns, Grønlæggere, med mere.

De kan være røde, hvide, tværstribede, have fjertop og lignende. Det gør, de ofte forveksles med racehøns. Spørg din lokale fjerkræklub, hvis du er i tvivl.


Se også

Hollandsk dværg guldhalset ;  orpington

Stor eller dværg?

De store racer  er særlig velegnede for de, der fokuserer på en stabil produktion af æg og kød. De kræver selvsagt mere plads end dværghøns.

Dværghøns er delt ind i urdværge og fordværgede racer. De fordværgede er blot en mindre model af de racer, vi også har i store versioner. Vægten er typisk 1.0 kg- 2.0 kg. Urdværge findes kun i en lille variant. Her er vægten typisk nede på 400-800 gr. 

Vi er en forening under:

racefjerkræ
Op